I Storbritannien lukker de ikoniske pubber på stribe, og den traditionsrige pubkultur frygtes at være ved at dø.

Det er dog ikke, fordi briterne søger væk fra de lokale vandhuller. Det er den britiske regering, der med en række love og tiltag kvæler pubberne, som lukker i hundredvis.

Sådan lyder kritikken fra The British Beer and Pub Association (BBPA), som repræsenterer mere end 20.000 ud af de over 40.000 pubber i Storbritannien.

For det seneste år har 350 pubber måttet dreje nøglen om. Næste år forventes det tal at stige til 378 og betyder, at næsten 6.000 job forsvinder. Siden årtusindskiftet er over 15.000 pubber lukket. 

Det skriver The Guardian. Hvis man tager højde for befolkningsforskellen, ville det svare til, at 1.500 værtshuse lukkede i Danmark.

Brancheorganisationen advarer derfor nu de britiske politikere om udviklingen, som BBPA mener, at den siddende regering, med Keir Starmer i spidsen, bærer skylden for.

Særligt en omdiskuteret erhvervskat, der betyder, at pubberne beskattes af de ofte mondæne ejendomme, de ligger i, betyder, at manges udgifter er steget så voldsomt, at indtægterne ikke kan følge med.

Også en stigning i den britiske mindsteløn, samt øgede ølafgifter og moms, udfordrer pubbernes indtjening, skriver mediet.

Ifølge BBPA betyder momsen og ølafgiften, at hver gang en kunde bruger fire pund på øl, ryger et pund i statskassen. Herefter skal pubberne vel at mærke betale de stigende ejendomsskatter og have deres udgifter til højere lønninger dækket.

Og det pres får pubberne til at lukke.

»For mange er det umuligt at få overskud, hvilket alt for ofte fører til, at pubber slukker lyset for sidste gang,« siger Emma McClarkin, der er administrerende direktør for BBPA.

»Vi ved, at regeringen anerkender pubbernes økonomiske og sociale værdi, og vi beder ikke om særbehandling,« tilføjer hun.

Et tab for den mentale sundhed

Netop pubkulturen, hvor beværtningerne agerer samlingspunkt og har stor social betydning, er dermed under pres.

Lukningerne trækker derfor overskrifter i en række britiske medier. Herunder The Daily Mail.

Her langer den konservative kommentator Tom Utley kraftigt ud efter den britiske regering, som ifølge ham, »påfører maksimal skade på en elsket britisk institution«. Det skal dog tilføjes, at de konservative har haft regeringsmagten i 14 af de 25 år, hvor de mange pubber er lukket. 

Selvom en talsmand for det britiske finansministerium påpeger, at regeringen »kender den vitale betydning af pubber for lokale samfund og økonomien«, mener Tom Utley, at den har en mærkelig måde at vise dette på.

Dels på grund af de høje afgifter, som påføres pubberne, men også fordi skatteindtægterne ifølge regeringen skal bruges til at finansiere en udbygning af landets sundhedsvæsen – NHS – der har været ramt af skandaler om spild og af kritik for at være bureaukratisk og give briterne dårlig behandling.

Her anfører skribenten, at han vil foretrække, at pubberne bestod, da de gavner samfundet mere end det udskældte sundhedssystem.

»Hvad angår mig, har jeg ikke længere det mindste ønske om at redde NHS i dets nuværende ureformerede tilstand. Men for vores mentale sundheds skyld, lad vores pubber være i fred!« lyder det.

I Danmark lukker værtshuse

Ifølge TV 2 ses samme tendens, når det kommer til de danske, brune bodegaer, der særligt lukker i provinsen.

»Der er sket noget med værtshuskulturen, de dør simpelthen ud. Der bliver færre, der går der, og de unge kommer der ikke ofte nok,« har Jesper Bo Jensen, der er fremtidsforsker hos Center for Fremtidsforskning, sagt til mediet.

Også i hovedstaden lukker værtshusene. I 1980erne var der flere end 1.000 værtshuse i København og på Frederiksberg. Det tal var i 2021 faldet til 220 værtshuse, som blev portrætteret i bogen »Stamsteder«.

På blot fire år er 23 af de tilbageværende 220 omtalte værtshuse lukket.

Spøger man Peter Buch Hansen, der er medforfatter til bogen, mener han, at »det er vores kulturarv i Danmark, som langsomt forsvinder«, som han formulerer det over for TV 2.

Jamie Dimon har i snart 20 år stået i spidsen for en af de største amerikanske banker, JPMorgan Chase, og når han taler, bliver der ofte lyttet.

Senest har han under et besøg i den irske hovedstad, Dublin, talt i formanende toner til de europæiske ledere, fordi han ser Europa miste konkurrencekraft og økonomisk betydning.

I talen advarede han ifølge den britiske avis Financial Times de europæiske ledere om, at de har et konkurrenceproblem, og at de er ved at tabe i kapløbet mod de økonomiske stormagter USA og Kina.

Han pegede på, at Europas samlede BNP på 10-15 år er faldet fra at udgøre 90 procent af det amerikanske BNP til nu kun at udgøre 65 procent. 

»Det er ikke godt. I taber,« sagde Dimon torsdag under et arrangement i Dublin, som det irske udenrigsministerium stod bag. 

Set med Jamie Dimons øjne halter de europæiske virksomheder efter på det globale marked.

Han pegede på, at de amerikanske virksomheder er store og succesfulde, men at det i mindre og mindre grad er tilfældet for de europæiske virksomheder.

Skærper tonen

Financial Times konstaterer, at den amerikanske bankboss dermed har skærpet tonen og sit budskab siden april, hvor han på bankens årlige generalforsamling konstaterede, at Europa har nogle alvorlige problemer, der skal fikses, og opfordrede til økonomiske reformer, så økonomierne kan vokse.

Debatten om den svækkede europæiske konkurrencekraft blev for alvor sat på dagsordenen, da den tidligere chef for den europæiske centralbank, Mario Draghi, i efteråret i en opsigtsvækkende rapport satte fingeren på Europas ømme punkt.

Mario Draghi advarede om, at Europas konkurrenceevne er ved at sande til i bøvl og bureaukrati, samtidig med at europæiske virksomheder er under pres fra kinesiske konkurrenter, og Europas position på markedet for avancerede teknologier er aftagende.

Dimon skosede i sin tale også de finansielle markeder for at være blevet for afslappede i forhold til den amerikanske præsident, Donald Trumps, gentagne trusler om at indføre told på udenlandske varer.

Aktiekurserne slår igen rekord efter rekord.

Trump har senest truet med 50 procent told på kobber og 200 procent told på medicinalindustrien samt afgifter målrettet lande som Japan og Sydkorea.

Mette Kaagaards hverdag er blevet betydeligt sværere.

Europas tillid til de amerikanske techgiganter er på kort tid havnet på et smalt sted. Og som topchef for Microsoft i Danmark er hun særligt eksponeret.

Under en branchefest som Folkemødet på Bornholm – hvor Berlingske interviewer hende – er sympatien også til at føle.

Spørger folk, om du har fået det sværere?

»Ja, det gør de da. Der er rigtig mange, der kommer og giver mig en krammer. Og det er da også blevet sværere,« indrømmer hun under en parasol hos revisionshuset Grant Thornton, hvor der er søgt tilflugt fra solen over Allinge.

»For mig, der lidt er havnet i orkanens øje, er det jo en dialog, jeg bruger meget mere tid på end for et halvt år siden.«

Dialogen, hun henviser til, handler netop om den tillidskrise mellem USA og Europa, der er eskaleret siden Donald Trumps indsættelse.

»Det fylder mere, men det bliver det jo også nødt til at gøre,« siger Mette Kaagaard.

Tiden for den politiske topchef

Mette Kaagaard har været landechef for Microsoft i Danmark og Island siden januar 2023. 

Forinden arbejdede hun i godt to årtier med teknologi og digitalisering i diverse chefstillinger hos blandt andet Deloitte og KMD.

Og som hun ser det, har topchefens rolle ændret sig – særligt i de seneste år.

»At være topchef er blevet en mere politisk opgave, end det har været tidligere. Der er mange ting, man forventes at have en holdning til. Og det er nok på det seneste blevet accelereret med det skift, der har været i USA.«

Det er dog »naturligt«, at samfundet har forventninger til virksomhederne, der rækker ud over det kommercielle, siger Mette Kaagaard.

Og når konflikterne spidser til og bekymringerne fra befolkningen, politikerne og samfundene som helhed vokser, stiller det øgede krav.

Men hvordan overbeviser hun skeptikerne om, at Microsoft er til at stole på?

»Jeg synes jo også, at Europa skal kunne mere selv«

I 2018 blev den amerikanske Cloud Act vedtaget.

Loven åbnede for, at myndighederne kan få adgang til data opbevaret i skyen (altså på internetbaserede drev) hos amerikanske virksomheder.

I yderste konsekvens betyder det, at mastodonter som Google, Apple eller Microsoft i visse tilfælde kan blive pålagt at give myndigheder som CIA, FBI eller NSA adgang til data.

Microsoft siger selv, at de kun udleverer data til myndighederne, når de juridisk er forpligtet til det – for eksempel hvis der ligger en dommerkendelse.

Men efter at Donald Trump atter indtog det ovale kontor og startede konflikter til højre og venstre, er frygten for den slags scenarier måske blevet mere potent.

I hvert fald har en ny erkendelse fra europæisk hold indfundet sig.

For nylig sagde digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M) under en stor høring om Danmarks digitale suverænitet, at Danmark og Europa er »alt for afhængige af en lille håndfuld globale techgiganter«.

Bekymringen findes også langt nede i systemet.

Som Berlingske skrev i juni, er 21 danske kommuner for eksempel gået sammen om at udfase al Microsoft- og Google-software fra skolerne på blot to år.

Mette Kaagaard, forstår du den bekymring, der er opstået?

»Ja,« siger hun.

»Jeg synes jo også, at Europa skal kunne mere selv.«

Kræver store investeringer i Europa

Hvordan skaber man tillid til den lokale skoleleder, der ikke stoler på Microsoft?

»Vi skal være tæt på kunderne og forklare, hvad en europæisk cloud betyder, hvad danske datacentre betyder for danskerne, og hvad det betyder, når vores europæiske partnere kan kryptere og holde data på en måde, så Microsoft slet ikke kan tilgå det,« siger hun.

Hvis det ikke virker, hvis mavefornemmelsen stadig er skæv, er svaret dialog, dialog, og mere dialog.

Mette Kaagaard påpeger, at EU også, set fra et konkurrencesynspunkt, er nødt til at kunne mere selv, når det kommer til digital infrastruktur.

»Det er helt reelt og noget, Draghi-rapporten også sagde.«

Særligt påpeger hun, at Europa nu har mulighed for at indhente noget af det tabte terræn i teknologiræset over for USA, når det kommer til kunstig intelligens, hvor fremtidens værktøjer stadig i høj grad mangler at blive udviklet.

»Microsoft vil gerne bygge fremtidens digitale  infrastrukturløsninger inden for kunstig intelligens – også med afsæt i Europa.«

Microsoft har det seneste halvandet år investeret 20 milliarder dollar i europæiske datacentre.

Det er en massiv investering, der ikke bare kan pakkes sammen og flyttes. Og det sender ifølge Mette Kaagaard et klart signal: Microsoft satser på Europa under europæiske forudsætninger.

»Det har været et stort skridt for os, men det er nødvendigt for at skabe tillid,« siger Mette Kaagaard, der forventer, at samtalen om europæisk datasuverænitet suverænt bliver den, hun kommer til at bruge mest tid på i de kommende år.

Én ting er, at Mette Kaagaards arbejde over for kunderne har ændret sig i lyset af de nye transatlantiske vinde.

Men også indadtil, over for medarbejderne i Microsoft, har hun fået mere at se til.

Flere spørgsmål – samme svar

Særligt samtalen om diversitet i erhvervslivet har fyldt meget i en årrække, hvor såkaldte DEI-politikker – diversitetsfremmende tiltag – blev lovprist som et centralt og nødvendigt rekrutteringsværktøj.

Specielt vigtig har emnet virket for talenter i de yngre generationer, som Mette Kaagaard i foråret 2024 i Berlingske beskrev som en flok, der stiller øgede krav til alle hjørner af de virksomheder, de arbejder i.

Men siden indsættelsen har Donald Trump blæst til kamp mod DEI-politikkerne, som han finder diskriminerende. Blandt andet gennem dekreter, der ulovliggør kønskvoter og anden målrettet jagt på diversitet.

En kampagne, der også har efterladt store dele af dansk erhvervsliv med forretninger i USA en smule perplekse.

Men det er ikke tilfældet hos Microsoft i Danmark, siger Mette Kaagaard.

»Værdierne i Microsoft er de samme som for et halvt år siden. Der har heldigvis ikke været en ændring i, hvordan jeg har kunnet drive ledelse i Danmark,« siger hun.

Fordi det foregår under dansk lov?

»Og fordi Microsoft står på sine værdier. Diversitet og inklusion har i rigtig mange år været vigtig for, at vi kan rekruttere de dygtigste medarbejdere.«

Men selvom Mette Kaagaards mandat ikke har ændret sig, har der været bekymring blandt medarbejderne.

»Dem har jeg så kunnet forklare, at vi fortsætter som hidtil. Derfor deltager vi også stadig i priden, og vi har lige lavet et internt bibliotek om diversitet og inklusion – bare for at nævne nogle eksempler.«

Så selvom Mette Kaagaard på mange måder oplever, at hendes job er blevet sværere som dansk landechef i en amerikansk gigant, er Donald Trumps kulturkrig ikke en af grundene.

»Jeg synes ikke, at dét er svært. Men Microsoft er jo heller ikke det samme som den amerikanske regering,« siger hun.

»Vi stod ikke på første række under indsættelsen.«

På det yderste af Nordhavn i København står et bombastisk sølvtårn og glitrer i solens skær. »Spidsen« kaldes prestigebyggeriet, hvor den grønne kapitalforvalter Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) har hjemme.

240 milliarder kroner har kapitalforvalteren rejst på kun 13 år. Pengene kommer fra investorer over hele verden, og selskabet har cementeret sig selv som en af Danmarks absolut største erhvervssucceser i mange år.

Den grønne omstilling er deres allerhelligste formål, og med projekter over hele verden – og konstant flere på vej – stormer CIP frem på den globale scene.

Men bag den gyldne mission og de lige så forgyldte øverste ejere og ledere i forretningen gemmer der sig en historie om et arbejdsmiljø og en ledelsesstil, der ifølge flere tidligere og nuværende ansatte er præget af frygt, stress og et knusende pres, der kan knække selv de mest hårdføre.

Problemerne med arbejdsmiljøet hos CIP har man lagt mærke til i den store fagforening Djøf.

»Når vi går tre år tilbage, kan vi se, at henvendelser fra medlemmer hos CIP skiller sig ud med en overrepræsentation af henvendelser om stress og psykisk arbejdsmiljø i forhold til, hvad vi normalt ser,« fortæller rådgivningschef Mette Knudsen.

Hun vil ikke uddybe, hvor mange eller hvilke henvendelser de har fået fra medlemmer i CIP på grund af tavshedspligt og GDPR-lovgivningen.

»Men tallene indikerer, at der er – eller har været – udfordringer på arbejdspladsen,« siger Mette Knudsen fra Djøf.

Berlingske har været i kontakt med 25 nuværende og tidligere ansatte i den danske del af CIP, der uafhængigt af hinanden og på tværs af stillinger i organisationen fortæller om massive problemer med arbejdsmiljøet.

Mange af kilderne fortæller, at problemerne med arbejdsmiljøet har stået på i mange år og har udspillet sig i flere forskellige afdelinger med flere forskellige chefer.

Gennemgående for fortællingerne er også, at CIP er et sted, der pynter på cv’et, og langt de fleste har oplevet, at deres ansættelser har åbnet tunge, karrieremæssige døre for dem.

De vidste godt, at arbejdsbyrden ikke er for sarte sjæle. Alligevel har virkeligheden for mange overgået deres fantasier med længder.

Prestige med en høj pris

De nuværende og tidligere ansatte ønsker alle at optræde anonymt i artiklen. De frygter, at det kan have betydning for deres fremtidige karriere, hvis de står frem med navn.

Berlingske er bekendt med alle kildernes identiteter og stillinger i CIP. I artiklen vil dem, der udtaler sig med citater, fremgå med dæknavne.

Nogle går så langt som til at kalde arbejdsmiljøet »væmmeligt« og »giftigt« og har haft brug for psykologhjælp eller fået stress.

Tidligere medarbejdere fortæller derudover om at blive udskammet for ikke at have den »rigtige« uddannelse, om at bryde ud i gråd på grund af pres, blive nedgjort som følge af at have spurgt om hjælp, om råben fra chefer under møder og om at skulle være tilgængelig for sit arbejde i alle døgnets timer.

En tidligere ansat, Dorte, kalder ligefrem CIP et sted, »der gør ansatte syge«.

»Jeg har været i dansk erhvervsliv i mange år efterhånden og ved, at det arbejdsmiljø, CIP havde, da jeg var der, er et miljø, der gør folk syge,« siger hun.

En anden, Torben, forklarer, hvordan arbejdspresset i CIP var altomsluttende.

»Det var en følelse af altid at være bagud, selvom jeg arbejdede minimum 70 timer om ugen. Jeg er vant til et højt arbejdspres, men det er særligt slemt i CIP,« siger han.

Lars føler stadig ubehag, når han tænker på sin tid i CIP.

»Jeg får stadig kropslige reaktioner, når jeg kører med S-toget gennem Nordhavn og kan se sølvtårnet,« siger han.

En nuværende ansat – vi kalder hende Trine – fortæller, at hun udelukkende arbejder i CIP for den status, det giver på cv’et. Netop på grund af mængden af arbejde.

»Det er i hvert fald ikke et sted, jeg skal arbejde, hvis jeg vil have børn,« understreger hun.

Jakob, en anden tidligere ansat, fortæller, hvordan presset gennemsyrede kontoret.

»Jeg er på ingen måde vant til kun at arbejde 40 timer, tværtimod, men presset var simpelthen så højt, at det drev ned ad væggene,« siger han.

Vælter sig i milliarder

Ved roret af CIP-skibet sidder et firkløver – bedst kendt som »guldfuglene« – der udadtil har helt styr på retningen.

Der er én vej, og det er fremad.

I dag har CIP over 500 medarbejdere i Danmark og 2.300 i alt på verdensplan. Selskabet sikrede ved seneste regnskab et nettooverskud på 683 millioner kroner.

Heraf blev der udbetalt et klækkeligt udbytte på 370 millioner kroner til CIPs holdingselskab. Senest har CIP rejst 90 milliarder kroner til en ny megafond.

Ejerne af holdingselskabet er primært de fire seniorpartnere Jakob Baruël Poulsen, Torsten Lodberg Smed, Christina Grumstrup Sørensen, Christian Skakkebæk og vindmøllegiganten Vestas.

For at forstå grundkernen i CIP skal man først og fremmest forstå, hvad CIP og deres stiftere kommer fra. De har tidligere i DONG været centrum for et stort slagsmål om, hvor meget man kan tillade sig at kræve for at nå til tops.

Forinden milliardforretningen skulle de fire »guldfugle« derfor rejse sig af asken fra en af de største og mest omtalte danske erhvervsskandaler i nyere tid.

Da guldfuglene fik vinger

I 2012 fik bestyrelsen i energiselskabet DONG – der i dag er omdøbt til Ørsted – kendskab til nogle højst usædvanlige lønforhold, der var blevet tildelt fire nøglemedarbejdere:

Jakob Baruël Poulsen, Torsten Lodberg Smed, Christina Grumstrup Sørensen og Christian Skakkebæk.

I et forsøg på at fastholde blandt andre økonomen Jakob Baruël Poulsen fik han mulighed for at tage op mod 20 millioner kroner med sig, hvis han en dag forlod selskabet. Også hvis han selv sagde op.

Daværende administrerende direktør, Anders Eldrup, havde ifølge bestyrelsen »forgyldt« de fire med så eksorbitant høje lønninger og lukrative forhold, at bestyrelsen mistede tilliden til ham.

Eldrup forklarede senere i Børsen, at han var gået ud over, hvad han selv brød sig om, i forsøget på at fastholde de fire medarbejdere.

Da skandalen ramlede, kostede den ikke kun Anders Eldrup jobbet. Den tvang også de fire »guldfugle« – som de blev døbt af Børsen – til at kigge sig om efter et nyt sted at udleve deres drømme.

CIP blev født, og siden har øgenavnet »guldfuglene« hængt ved.

Fugl Fønix

På få år er én fond blevet til 13 og 7,5 milliarder kroner til over 240 milliarder.

På trods af tempoet og succesen har kun meget få journalister fået lov at komme helt ind hos CIP og deres seniorpartnere. 2022 blev dog en undtagelse.

I forbindelse med et større portræt i Berlingske blev Jakob Baruël Poulsen spurgt ind til, at det ikke virkede, som om han havde gået ret meget op i at være vellidt i DONG.

Flere kritiske røster fortalte, at medarbejdere under Baruël Poulsen blev »pisket gennem en kynisk arbejdsmølle, hvor det aldrig var godt nok«.

Spørgsmålet var derfor, om det havde ændret sig i CIP.

»Jeg øver mig i hvert fald på det. Om jeg er succesfuld med det, vil jeg lade andre vurdere. Men jeg har forsøgt mig med det, ikke? Én ting, jeg er glad for, er, at rigtig mange, som har arbejdet for mig og os før, gerne ville arbejde for mig og os igen i CIP. Derfor tror jeg jo, at mange synes, at de har fået noget ud af det,« sagde han dengang.

Wall Street i Nordhavn – CIP overalt

Gennemgående for beskrivelserne af arbejdsmiljøet i CIP er sammenligningen med 1980ernes såkaldte investment banking-miljø på Wall Street i New York og i London.

Mange af de medarbejdere, Berlingske har været i kontakt med, beskriver deres arbejde hos CIP på samme måde, som sølvtårnet beskrives af bygherren bag: »Ingen over, ingen ved siden af.«

Man må forstå, at det ikke er enhver, der overhovedet når så langt som til at blive ansat i den grønne energigigant, hvis ambitioner ikke skjules for nogen – hverken medierne eller de ansatte.

Derfor har det for flere af de ansatte, Berlingske har talt med, været vigtigt at understrege, at de kommer fra stillinger, hvor forventningerne ikke er for sarte sjæle, og arbejdstiden bestemt ikke er mellem klokken otte og 16.

En tidligere ansat – vi kalder ham Jens – fortæller, at han sagde op, fordi han ikke kunne se, hvordan han skulle kunne stifte familie med det arbejdspres, han var under.

»Jeg er vant til at arbejde meget fra tidligere high performance-job, men det her var af en anden kaliber,« fortæller han og uddyber, hvordan han oplevede det:

»Ledelsen sagde, at det ikke blev forventet, at man arbejdede så sent, men det er klart, at når du får stukket en 80 siders rapport i hånden klokken 17 og bliver bedt om at have den nærlæst og lavet en præsentation til den næste dag, kan du jo ikke gå hjem.«

Når der tales om high performance-stillinger eller organisationer, refereres der til steder, hvor der forventes ekstraordinære resultater. Ofte kræves der en høj grad af engagement, ekspertise og søgen efter optimering og forbedring.

»Jeg har været vant til meget pres, men det var ekstraordinært giftigt her,« fortæller en anden, Sanne.

En tidligere studentermedhjælper, Kasper, fortæller, at han arbejdede over 50 timer om ugen i gennemsnit ved siden af sit studie.

»Man går ikke fra job, før man er færdig, og hele grundfølelsen af at arbejde i CIP er, at du aldrig bliver helt færdig – så får du bare noget mere,« forklarer han.

Mange vil måske spørge sig selv, hvorfor man ikke »bare« siger fra over for et sådant pres. Det tyder dog på, at det er sværere end som så.

Atmosfære af »frygt«

Flere kilder beskriver, at der i CIP hersker en stemning af ærefrygt, der siver ned gennem organisationen og får mange til at tie stille om problemerne.

En tidligere ansat, Lars, ser ligefrem omgangstonen som en form for strategi for at holde de høje standarder i hævd.

»Det var normalt at blive udstillet af cheferne i plenum, men der er også en atmosfære af frygt, så ingen turde tale om det,« siger han.

Samme opfattelse har den tidligere studentermedhjælper Kasper.

»Ydmygelser i åbent forum eller en meget hård tone blev brugt som en måde at vise folk, hvem der bestemte, eller hvor de lå i hierarkiet,« siger han.

En tidligere ansat, Lone, beskriver den hierarkiske kultur i CIP som mere ekstrem, end hun tidligere har oplevet.

»Det er jo ikke særlig meget i tråd med den moderne tilgang, man har til en arbejdsplads i Norden længere, når du nærmest står skoleret, hvis seniorpartnerne er i nærheden,« fortæller hun.

»Nogle få tilfælde« af chikane eller overgreb

CIP selv tør også godt sige højt, at selskabet ikke er den rette arbejdsplads for alle.

I maj gik en af de øverste chefer i CIP til tasterne efter forlydender om, at Berlingske var i gang med at undersøge arbejdsmiljøet i virksomheden.

I en længere, intern mail, som Berlingske har set, bliver det italesat, hvorfor Berlingske muligvis har fundet anledning til at undersøge arbejdsmiljøet.

»Vi er klar over, at de seneste år har været meget, meget travle i arbejdet med at opnå de imponerende resultater, vi har leveret på alle fronter. Det er enestående i vores branche. Og vi ved også, at det at være en del af en organisation som CIP ikke er for enhver,« skriver Mads Skovgaard-Andersen blandt andet.

Senere i mailen beskrives det, at der i den seneste arbejdsmiljøundersøgelse har været rapporteret »nogle få tilfælde« af chikane eller overgreb (»harassment or abuse«, red.), og at man har skredet til handling for at følge op på dette.

Ifølge en række af kilderne er ledelsen i CIP dog flere gange og over flere år blevet advaret om problemer med arbejdsmiljøet.

Store, tunge karrieredøre og fedt ansvar

Det er ikke alle medarbejdere, der beskriver problemer med arbejdsmiljøet. Flere beskriver CIP som en ambitiøs og effektiv arbejdsplads med udfordrende, lærerige arbejdsopgaver og et ansvar, der har givet dem store karrieremæssige fordele.

Berlingske har været i kontakt med 16 tidligere ansatte i CIP, der beskriver arbejdsmiljøet i CIP i positive vendinger. Men mange af dem forstår godt, hvis andre ikke har det sådan.

En tidligere ansat med stor berøringsflade med mange medarbejdere, Tobias, beskriver, at CIP er et sted fyldt med mange dygtige, hårdføre og ambitiøse mennesker.

Samtidig beskriver han, at det høje arbejdspres, der sagtens kunne være over 60 timer om ugen, ikke føltes ubehageligt, fordi opgaverne var sjove og udfordrende.

Omvendt ved han dog godt, at det ikke er alle, der er enige med ham i det.

»Det er mange timer. Det er work hard, play hard. Det er mennesker, som er drevet af lønninger, store bonusser og den slags,« siger Tobias.

Feber og meditation i parkeringskælderen

For flere af dem, Berlingske har talt med, har arbejdspresset sat sig som fysiske reaktioner, der i nogle tilfælde har krævet psykologsamtaler eller medført stress.

Eksempelvis fortæller Jakob, at ferier og fridage var noget, han under sin ansættelse måtte se meget langt efter. Og når han gjorde, gik kroppen i alarmberedskab.

»Jeg fik flere gange mega høj feber og blev syg, når jeg holdt weekend, fordi min krop var så stresset,« siger Jakob.

Også Sanne fremhæver, hvordan hun taklede følelsen af at have det fysisk dårligt med at gå på arbejde.

»Jeg sad nede i min bil og mediterede om morgenen for at kunne holde til det,« fortæller hun.

Slagsiden ved high performance

En kultur er tit stærkere end det enkelte menneske. Derfor bliver det ofte langt mere vanskeligt at sige fra, hvis man kan se, at det er en 70 timers arbejdsuge, der belønnes og forventes. Det fortæller Malene Friis Andersen, psykolog og ph.d. i stress og ledelse.

Hun har ofte beskæftiget sig med high performance-arbejdsmiljøer og understreger, at hun udelukkende udtaler sig generelt om den slags kulturer og ikke om CIP. 

»Der ligger typisk en stor tiltrækningskraft i den type virksomheder blandt dem, der oplever konkurrence som motiverende og godt kan lide, at det nærmest bliver en ekstremsport at gå på arbejde,« siger hun.

Malene Friis Andersen, man skal vel ikke nødvendigvis problematisere, hvis nogen selv har lyst til at arbejde 80 timer om ugen så højt profilerede steder?

»Man må godt drive en organisation, hvor der er dyb dedikation og store ambitioner, og hvor man også har en præmis om, at man ikke nødvendigvis kan nå sit arbejde inden for 37 timer. Men ingen arbejdspladser må gøre deres medarbejdere syge eller se sig hævet over arbejdsmiljøloven, uanset om det er en high performance-kultur eller ej,« siger hun.

I de senere år er den yngre generation blevet beskyldt for at være mere sårbare end de ældre. Den præmis køber Malene Friis Andersen dog ikke, selvom flere af de yngre medarbejdere generelt ønsker en bedre balance mellem privat- og arbejdsliv.

»Der er generelt kommet et større fokus på det ude på arbejdspladserne. Men det er en farlig hvilepude, hvis en virksomhed afskriver arbejdsmiljøproblemer som generationsforskelle,« siger hun.

Skyld og skam

Med arbejdsuger på 70 timer og ekstrem travlhed er der ikke noget at sige til, hvis medarbejderne hos CIP knækker, lyder det fra Mille Mortensen.

Hun er selvstændig ledelseskonsulent og tidligere forsker ved Københavns Universitet i krænkende handlinger og mobning på arbejdspladsen.

Især beskrivelserne af udskamning, frygt og skældud fører til bekymring hos eksperten.

»En ting er at have travlt. Noget andet er at blive behandlet respektløst. Når den respekt bliver taget væk, bliver vi ramt på vores værdighed. Det udløser ofte en følelse af skam, og skam i større mængder eller over længere tid har aldrig nogensinde gjort noget godt for nogen. Det bliver man potentielt rigtig syg af,« forklarer hun.

Arbejdstilsynet oplyser til Berlingske, at de ikke har været på besøg hos Copenhagen Infrastructure for at kontrollere arbejdsforholdene de seneste ti år.

Nultolerance over for chikane 

Berlingske har bedt om et interview med de fire »guldfugle« for at høre, hvordan de forholder sig til kritikken. Dette har de ikke ønsket. Berlingske har desuden stillet en lang række spørgsmål, som CIP har undladt at svare på.

Blandt andet er de blevet spurgt om, hvorvidt de kender til de problemer med arbejdsmiljøet, kilderne i artiklen fortæller om, og hvordan de forholder sig til beskrivelserne af en kultur præget af frygt, udskamning og ydmygelser.

I et skriftligt svar fra Mads Skovgaard-Andersen, der er medlem af direktionen og har titlen Chief Investment Officer, lyder det:

»Vi ønsker et arbejdsmiljø med respekt, hvor der er nultolerance over for enhver form for chikane. Ét tilfælde af chikane er ét for meget. Dernæst skal arbejdsbyrden være afbalanceret og bæredygtig for at opnå succes på lang sigt. Endelig støttes medarbejderne til at præstere og vokse med hjælp fra deres daglige ledelse og de lærings- og udviklingsmuligheder, vi tilbyder.«

CIP er også blevet spurgt, hvordan de forholder sig til Djøfs oplysninger om en overrepræsentation af henvendelser om stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø fra deres medarbejdere, samt hvad de mener med, at deres arbejdsplads »ikke er for enhver«.

Dette er ikke blevet besvaret, men CIP understreger i det skriftlige svar, at de er meget fokuserede på at sikre gode arbejdsvilkår for deres medarbejdere, og at deres trivsel er helt central.

»Der er fra tid til anden kolleger, der ikke lever op til vores standarder for performance, herunder også for ledelse. Det er noget, vi arbejder med konstant, og vi har processer og protokoller for, at vores medarbejdere kan få den nødvendige støtte til at rapportere problemer fortroligt,« lyder det i det skriftlige svar.

Den prominente finansanalytiker Dan Ives fra børshuset Wedbush har givet tre gode råd til Teslas bestyrelse.

Tesla-aktien tog et voldsomt dyk mandag og faldt syv procent i kølvandet på Tesla-topchef Elon Musks lancering af et nyt parti, America Party. 

Det var som reaktion på Musks nye parti, at Dan Ives, som CBS News beskriver som »Tesla-fan«, kom med sine med tre gode råd: 

1. »En ny lønpakke, så Musk får kontrol med 25 procent af stemmerne. Det baner vejen for xAI-fusionen.«
2. »Etabler rammer for, hvor meget tid Musk skal bruge på Tesla som del af lønpakken.«
3. »Tilsyn med politiske bestræbelser.«

Elon Musk har selv udtrykt ønske om at få mere kontrol med Tesla og foreslog selv sidste år, at han skulle have 25 procent af stemmerne, selvom han »kun« ejede 13 procent af aktierne. 

xAI, som Dan Ives omtaler, er Elon Musks AI-selskab, der står bag sprogmodellen Grok, som en del vil kende fra det sociale medie X. 

Netop Grok fik for nylig nye instruktioner og begyndte at sammenligne sig selv med Hitler og talte om antisemitiske konspirationsteorier. Alligevel er forhåbningerne til dens potentiale tilsyneladende stort blandt investorer. 

Uanset intentionerne fra Ives svarede Elon Musk kortfattet på de tre råd fra Ives:

»Hold din kæft, Dan.«

Pres på brandet

Ives har uddybet sin analyse over for investorer i Wedbush, skriver CBS.

Her har han skrevet, at Teslas bestyrelse skal handle nu og sætte regler for Musks arbejde fremover. 

For ifølge Ives har Tesla brug for Musk som administrerende direktør over de næste fem år, fordi han skal sætte retningen for fremtiden inden for selvkørende biler og robotteknologi. 

Ives er ikke ene om sin analyse af, at Tesla lider under Musks politiske ambitioner. 

Jo-Ellen Pozner, der er lektor ved Leavey School of Business, siger til CBS MoneyWatch, at Musks opmærksomhed har været delt i mange måneder. 

»Det har allerede lagt pres på Teslas brand. Ikke desto mindre skaber Musks hensigt om at danne et nyt politisk parti en stor ekstra – og unødvendig – risiko for Teslas omdømme,« siger Pozner. 

Som Berlingske skrev mandag, bør Elon Musk måske også frygte præsident Donald Trump, hvis han for alvor gør noget ud af ambitionerne med et nyt parti.

Musks virksomheder er nemlig mere end almindeligt involveret med den amerikanske stat.

Meta vil satse mere på kunstig intelligens, og en ny investering i en særlig brille fra Ray-Ban skal være endnu en markering af dette. 

Ifølge anonyme kilder, som Bloomberg citerer, investerer Meta 3,5 milliarder dollar – svarende til lidt over 22 milliarder kroner – i producenten bag Ray-Ban, Essilor Luxottica. 

Mere specifikt skal investeringen særligt lægges i en såkaldt smartbrille, der ifølge The Wall Street Journal er et sandt kombiprodukt; ikke nok med den kendte hjælpefunktion i at kunne se bedre skulle der også være indbygget høreapparater i brillen.

Det har ikke været muligt for Bloomberg at få bekræftet den muligt forestående handel af hverken Meta eller fransk-italienske Essilor Luxottica, men ifølge mediets kilder overvejer Meta at udvide investeringen til et ejerskab i selskabet på fem procent over tid.

Fremstød på smartbrille-marked

Samarbejdet mellem Meta og Essilor Luxottica er dog ikke nyt. 

De to selskaber har i flere år samarbejdet om udviklingen af smartbriller. I 2021 lancerede man første version af den såkaldte Ray-Ban Meta-brille, der blandt andet kan streame, hvad man ser, i realtid og sende billeder, uden at man skal have telefonen frem.

Det var imidlertid ikke nogen stor succes, men det vendte, da den anden og forbedrede version af brillen udkom i 2023. Den kan man give kommandoer ved at tale til den.

Den nye investering bliver således endnu én i fremstødet på markedet for smartbriller.

I juni offentliggjorde techgiganten Meta en anden serie af briller, som bruger kunstig intelligens. Denne gang i samarbejde med det amerikanske sportsbrand Oakley, der dog også har fransk-italienske Essilor Luxottica som producent. 

Brillerne kan blandt andet tage billeder og optage video, ligesom de kan svare på spørgsmål om ens omgivelser via kunstig intelligens. 

Målet med at investere i markedet for smartbriller er – ifølge Bloomberg – at give Meta mere knowhow inden for produktionen af hardware til smartbrillerne og mere tilstedeværelse i den teknologiske verden. 

Også andre store techgiganter har sat hårdt ind med investeringer i smartbriller, der spås at blive det »næste store«. 

Apple har for nylig offentliggjort, at de i slutningen af 2026 er klar med briller, der har indbygget kunstig intelligens i form af indbygget kamera, mikrofoner og højttalere, ligesom Google også tidligere har forsøgt sig med de multifunktionelle briller. 

Våben- og forsvarsindustrien er fortsat »hot topic«, og det kan ses på den norske forsvarskæmpe Kongsberg Gruppens dugfriske regnskab for andet kvartal.

Hele Europa er i gang med en omfattende oprustning af sit forsvar som følge af Ruslands invasion af Ukraine og et fortsat øget pres fra Donald Trump i USA.

Vi skal kunne forsvare os selv og kan ikke længere regne med at blive »reddet« af USA, lyder ræsonnementet. 

Med sine største forretningsben i henholdsvis levering af systemer og løsninger til skibe og maritime operationer og udvikling af forsvarsteknologier, herunder våben- og overvågningssystemer, er interessen for Kongsberg Gruppen derfor stor.

Virksomhedens omsætning er det seneste kvartal vokset med 20 procent sammenlignet med samme periode sidste år og lander på 13,9 milliarder norske kroner.

Også når man kigger på selskabets overskud, er der fremgang. Bundlinjen er vokset med over en halv milliard norske kroner og lander i andet kvartal på 1,6 milliarder norske kroner. 

Bugnende ordrebog, men skuffede investorer

Det er ikke kun hos den norske forsvarsvirksomhed, at det går godt. Nok er aktien steget med 108 procent de seneste 12 måneder, men også selskaber som tyske Rheinmetall, italienske Leonardo og franske Thales brager frem på børserne.

De seneste 12 måneder er aktierne steget henholdsvis 270, 79 og 60 procent. 

Det er særligt gennem forretningsbenet luftfart og forsvar, at Kongsberg vokser. Her lyder væksten på 38 procent, viser regnskabet, hvor det fremgår, at selskabet leverer markant flere missiler og systemer inden for luftværn.

»Vi oplever i øjeblikket en rekordhøj markedsaktivitet i forsvarssektoren. Efterspørgslen efter vores forsvarssystemer er betydelig, og vi ser også en øget interesse fra forsvarskunder i vores civile forretningsområder,« udtaler Kongsberg Gruppens administrerende direktør, Geir Håøy, i forbindelse med regnskabet ifølge Bloomberg.

Med andre ord bugner virksomhedens ordrebog.

Af regnskabet fremgår det, at Kongsberg Gruppen har fået nye ordrer ind for over 18 milliarder norske kroner i andet kvartal. Selskabet har nu sikret sig ordrer for samlet 139 milliarder norske kroner. 

Heraf står ordrer inden for forsvarsområdet for 109 milliarder kroner. Der er dog lange udsigter til, at ordrerne skal ekspederes. 59 procent af dem står først til at skulle ekspederes i 2027. 

På trods af de markante stigninger i både omsætning, overskud og ordrebog straffer investorerne onsdag selskabet, hvor aktien onsdag eftermiddag falder 11,6 procent.

Flere analytikere bemærker, ifølge Sydbank, at indtjeningen er »en smule skuffende«. Her peges særligt på selskabets nyeste forretningsben inden for det maritime område, der viste en lidt svagere udvikling end forventet. 

På et investorkald i forbindelse med regnskabet kunne ledelsen heller ikke forklare nøjagtigt, hvorfor momentummet i den maritime del af forretningen var svækket, skriver Sydbank.

To af de mest solgte elbiler herhjemme er ramt af problemer.

For slør i både rat og hjulophæng betyder, at der er risiko for, at bilerne ikke kan gå gennem et syn. Det til trods, at de er få år gamle.

Som Berlingske tidligere har skrevet, drejer det sig om de populære Tesla-modeller Model Y og Model 3, som omkring 80.000 danskere er ejere af.

Det har fået bilejernes organisation, FDM, til at anbefale Tesla-ejerne at få bilerne testet af en uvildig, inden garantien på bilerne udløber.

Organisationen meddelte i januar, at knap hver fjerde Model 3 årgang 2020, som i 2024 var til syn for første gang, dumpede – blandt andet på grund af væsentligt slør i rat og baghjulsophæng.

Det viste tal fra FDMs synshaller, hvilket fik FDM til at kalde dumpeprocenten »rasende høj«.

Ifølge organisationen bliver det konstateret, at sløret ofte er så voldsomt, at rattet i mange Tesla-biler kan rykkes fra side til side og op og ned.

»Slør i hjulophæng og styretøj er noget, vi normalt først ser på ældre biler, som har kørt mange kilometer. Men med de to Tesla-modeller er der tale om nyere biler, og det er for tidligt, at der allerede opstår væsentligt slør her. Når der er grund til bekymring, skyldes det, at det er komponenter, der har betydning for sikkerheden, og derfor dumper vi dem til syn,« lød det fra Lone Otto, der er områdechef i FDMs tekniske rådgivning.

Tesla afviser problem

FDM har derfor, på ejernes vegne, løbende været i dialog med Tesla, der dog ikke mener, at sløret er problematisk. 

Og det betyder, at Tesla-ejerne bliver fanget som kastebold, lyder det. For selvom bilerne er omfattet af producentens fireårige garanti, har Tesla ikke tænkt sig at tage regningen, hvis bilen dumper til syn.

Det skriver Jyllands-Posten. 

Det skyldes, at Tesla er uenig i organisationens kritik og ikke mener, at de problemer, bilejerne måtte opleve, bør dækkes af garantien, da sløret ligger inden for de grænseværdier, Tesla selv har oplyst.

»Slør inden for grænseværdierne angivet i bilens servicemanual har ikke betydning for bilens sikkerhed. Reparation inden for komponentens grænseværdi er derfor ikke dækket af garanti,« lyder det i et skriftligt svar, som bilmærket har sendt til mediet.

Hvis biler dumper til syn på grund af slør i rat og hjulophæng, vil Tesla altså ikke betale regningen, selvom bilen er omfattet af producentens garanti.

Det har Tesla ellers tidligere gjort, oplyser FDM, der desuden påpeger, at der ikke er nogen konkrete retningslinjer eller værdier for, hvornår slør skal accepteres af synshallerne.

Det er Færdselsstyrelsen, der fastsætter, hvilke retningslinjer synshallerne skal følge.

Til Jyllands-Posten oplyser Færdselsstyrelsen, at »det er synsvirksomhederne, der afgør, om et konstateret slør er væsentligt eller ej. Det beror på en konkret vurdering af sløret, altså om det er væsentligt eller ej, i hvert enkelte tilfælde.«

Styrelsen har på et møde med FDM påpeget, at biler fra Tesla skal synes ud fra samme krav og metoder som alle andre biler.

Tesla har tidligere været danskernes favoritbilmærke. Det har ændret sig markant, siden Tesla-topchef og -storejer Elon Musk begyndte at blande sig i amerikansk politik.

Tesla-salget er faldet markant i Danmark. Tal fra bilstatistik.dk viser, at Teslas model Y i årets første halvdel var den fjerdemest solgte bil i Danmark.

På årets første seks måneder har Tesla dog samlet solgt 55 procent færre biler end sidste år.

For Carsten Egeriis kom frygten i Danske Bank kontant til udtryk i hans mailindbakke. 

»Hvad gør vi i Danske Bank?« lød det altoverskyggende spørgsmål fra medarbejderne til deres øverste chef, den administrerende direktør.

Spørgsmålet opstod i februar, da det stod klart, at den nye amerikanske præsident, Donald Trump, havde i sinde at gøre alvor af sine trusler om et opgør med »woke«. 

Kort tid efter sin indsættelse udstedte præsidenten en række dekreter, som skal gøre op med de såkaldte DEI-programmer, der har været til heftig debat i USA de seneste år.

DEI står for »diversity, equity and inclusion«, og en lang række virksomheder i USA – og i Danmark – har politikker eller programmer, der skal sikre bedre adgang for minoriteter på arbejdsmarkedet.

Og dekreterne har tvunget amerikanske virksomheder til at rulle deres DEI-programmer eller politikker tilbage. Det gælder blandt andre giganterne Meta og Amazon. 

Men Trumps angreb på DEI-dagsordenen har også kunnet mærkes på denne side af Atlanten. 

Danske virksomheder, der opererer i USA, frygter at blive ramt af ny amerikansk lovgivning, og blandt andet har Novo Nordisk i USA droppet sine målsætninger for en mere mangfoldig ledelse. 

»Jeg fik enormt mange spørgsmål internt fra medarbejdere, der ville vide, om Trumps dekreter fik afgørende betydning for, hvordan Danske Bank forholder sig til DEI-dagsordenen,« fortæller Carsten Egeriis.

For få år siden kappedes topcheferne i dansk erhvervsliv om at blive afbildet i regnbuelogo-T-shirts, men de politiske vinde er skiftet. Særligt i USA, hvor Donald Trump har ønsket at afskaffe amerikanske virksomheders diversitetsfremmende politikker og programmer, som han opfatter som diskriminerende. 

På den baggrund har Berlingske interviewet Carsten Egeriis, administrerende direktør i Danske Bank, om at være en politisk topchef. 

Stærke holdninger til diversitet

Dagsordenen har fyldt meget for Danske Bank i de senere år, hvor virksomheden har gjort et stort nummer ud af at brande sig som en inkluderende arbejdsplads med plads til alle. 

Danske Bank har blandt andet et Rainbow Network, som er et netværk for medarbejdere, der definerer sig som lgbt+, og deres venner. 

Få uger efter Trumps anti woke-dekreter fejrede netværket fem-års jubilæum, fortæller Carsten Egeriis. Også til denne fejring dukkede spørgsmålet op. Ændrer vi på noget i Danske Bank?

»Det er en påmindelse til mig om, at det er enormt vigtigt, at jeg som administrerende direktør taler ind i den dagsorden,« siger Carsten Egeriis. 

Han har ingen holdning til den amerikanske administrations agenda, slår han fast. 

»Men jeg har en stærk holdning til, at vi i Danske Bank har fokus på at skabe en arbejdsplads, hvor man kan komme på arbejde og være sig selv,« siger han. 

Alt er kastet op i luften

Verdensudviklingen har ikke ligget på den lade side, efter at Donald Trump indtrådte i Det Hvide Hus endnu en gang. Det er kommet til udtryk både geopolitisk og makroøkonomisk. 

Med Trumps indtrædelse blev det tydeligt, at Europa ikke længere kan læne sig tilbage i troen på, at vores amerikanske storebror klarer ærterne for os i tilfælde af, at Ruslands krig ikke stopper ved den ukrainske grænse. 

Europæiske nationer, herunder Danmark, har allokeret langt flere penge til deres militær, og senest er medlemslandene i NATO blevet enige om at hæve deres forsvarsbudgetter til fem procent af bnp.

Også makroøkonomisk har verden fået Donald Trumps politik at føle. I begyndelsen af april gik han økonomisk i krig med resten af verden, da han indledte en toldkrig på en dag, han døbte Liberation Day – befrielsesdagen – for USA.

»Der er blevet genereret en enorm usikkerhed omkring hele dagsordenen for global handel. Alt blev kastet op i luften, og det skabte en markant nervøsitet,« siger Carsten Egeriis og henviser til, at det gjorde et tydeligt udslag i aktie-, obligations- og valutamarkederne. 

Aktiemarkederne er vendt tilbage på sporet, men dollaren er fortsat svækket. 

»Det fortæller mig, at der fortsat er en enorm usikkerhed omkring USA og den dagsorden, som Trump har i forhold til global handel og geopolitik.«

Spørgsmålet er ifølge Carsten Egeriis, om skaden er sket, og forholdet til USA aldrig bliver det samme igen, eller om Europa og Kina og resten af verden har en kort hukommelse. 

»Det er der ingen, der ved. Jeg ved det bestemt ikke. Men jeg ved, at det er blevet mere udfordrende at være topleder i den usikre verden. Det mærker jeg som administrerende direktør i Danske Bank,« siger han. 

Danske Bank diskriminerer ikke

Det gælder på flere områder, blandt andet dagsordenen for diversitet og inklusion. 

En dagsorden, som Danske Bank holder fast i. Både fordi det er det rigtige at gøre, mener Carsten Egeriis, men også, fordi det er det bedste for virksomheden fra et forretningsperspektiv. 

»Vi mener, det er den måde, vi får adgang til de bedste talenter i Danmark og i Norden, hvilket er helt afgørende for en bank, hvis fundament er mennesker,« siger han.

Det gælder både diverse inkluderende netværk, politikker for lige barselsvilkår uanset køn og bankens målsætning om 40 procent kvinder i ledelsen i 2028. 

»For mig er Danske Banks ageren ikke diskriminerende, den er tværtimod det modsatte,« siger han med henvisning til, at Donald Trump mener, at virksomheders målsætninger om at få mere diversitet i for eksempel deres ledelseslag er diskriminerende. 

De unge ved, hvad de vil have

Særligt den yngre medarbejderskare er meget opmærksom på, hvor bæredygtig virksomheden, de arbejder for, er. Det gælder arbejdet med diversitet, men også virksomhedens arbejde med for eksempel den grønne omstilling. 

I den seneste opgørelse fra Universum over, hvor de studerende gerne vil arbejde, er Danske Bank i år rykket to pladser op til en syvendeplads. Den bedste placering for banken nogensinde, fastslår Egeriis. 

»Jeg ser den fremgang også som et udtryk for, at de unge ser Danske Bank som en moderne arbejdsplads, hvor man kan udvikle sig, og som går op i den grønne omstilling og har fokus på DEI.«

Også den grønne omstilling har fået en hård medfart af den amerikanske præsident. Men Nordens fokus på den dagsorden har ikke ændret sig, mener Carsten Egeriis. 

Investeringer i vedvarende energi og ønsket om at opbygge grøn infrastruktur for at løsrive Europa fra Rusland har aldrig været vigtigere, siger topchefen.

»Det er ikke kun i lyset af klimaudfordringerne, men også på grund af national og europæisk sikkerhed. Det oplever jeg ikke, at der bliver sat spørgsmålstegn ved her i Norden.«

Det politiske topchefs trange kår

Alligevel er det på den store klinge blevet sværere at være topchef, som verden ser ud i dag, vurderer Carsten Egeriis. 

De senere år er det blevet en del af jobbeskrivelsen for en topleder at tage del i samfundsdebatten. Det gælder særligt for en stor bank, der er fuldstændigt flettet ind i det danske samfund. 

»For mig er det vigtigt, at vi har en holdning på de områder, hvor vi kan gøre en forskel. Som for eksempel på den grønne omstilling,« siger han. 

Vi havde vænnet os til at være en globaliseret verden, hvor vi specielt i den vestlige del af verden var enige om de samme sandheder. Men vindene er skiftet. 

Virksomheder i Danmark har umiddelbart langt mere på spil og kan ende i en klemme mellem de moderne medarbejderes ønsker og lovens bogstav.

»Det gør det sværere at agere som topleder,« siger Carsten Egeriis og tilføjer:

»Kommunikation er vigtigere end nogensinde med den usikkerhed, der hersker. Du er nødt til at være ærlig overfor dine medarbejdere om, hvad du kan og ikke kan, og hvorfor du agerer, som du gør.«

Hvad angår diversitetsdagsordenen har han derfor også på mange forskellige platforme forsikret bankens medarbejdere om, at Danske Bank holder fast i sit værdisæt. 

Han påpeger selv, at Danske Bank ikke leverer produkter til amerikanske myndigheder og derfor umiddelbart ikke er omfattet af de udstedte dekreter. 

Men selv hvis banken var, mener han ikke, at Danske Banks arbejde med diversitet er diskriminerende. 

Planen var, at vinslottet Vignelaure i det sydøstlige Frankrig skulle sælges.

På den måde kunne den tidligere ejer af det nu skandaleombruste auktionshus Lauritz.com Bengt Olof Tony Sundstrøm holde liv i sine to selskaber Blixtz Holding og Ejendomsselskabet Bilxtz.

Men selskaberne, der har været under rekonstruktion siden november, er ikke lykkedes med at sælge slottet, og derfor er de begge nu begæret konkurs. Det bekræfter kurator i konkursboet Lauritz.com, advokat Henrik Selchau Poulsen fra Bruun & Hjejle over for Finans.

Rekonstruktionen var formelt foranlediget af Bengt Sundstrøm og udsprang af konkursen i auktionshuset Lauritz.com, har Finans tidligere skrevet.

Den konkurs har i sig selv efterladt en række krav fra kreditorer, der har et trecifret millionbeløb til gode. Sandsynligheden for, at de kan få deres penge, er i høj grad forbundet med et salg af vinslottet. 

Slottet havde Bengt Olof Tony Sundstrøm forsøgt at sælge i flere år, før kurator i Lauritz.com overtog arbejdet. 

»Bestræbelserne på at sælge det franske selskab, som ejer vinslottet, fortsætter uændret og vil fortsat ske i samarbejde med de samme franske og internationale ejendomsmæglere,« siger Henrik Selchau Poulsen til mediet. 

I det seneste regnskab fra Blixtz Holding er vinslottet værdiansat til 272 millioner kroner.

Økonomisk deroute 

Lauritz.com gik konkurs i sommeren 2023. Det skete efter en længere periode med en presset økonomi.

Dengang fremgik det, at Lauritz.com havde gæld for knap 149 millioner kroner. Heraf 50 millioner kroner, som auktionshuset skylder de kunder, der har benyttet sig af Lauritz.com til at sælge deres ejendele.

Lauritz.com blev stiftet i 1999, og siden voksede det til Nordens største auktionshus. I 2016 gik selskabet på børsen i jagten på mere kapital, men efterfølgende begyndte de økonomiske problemer at vokse.

De tog for alvor fart i begyndelsen af 2023, hvilket betød, at auktionshuset begyndte at holde på sælgernes penge.

I perioden op til, at Lauritz.com gik konkurs, hævede auktionshuset flere gange sin afregningsfrist for sælgerne. 

Til sidst lød den på 60 dage, hvilket Forbrugerombudsmanden blandt andet efterfølgende vurderede som en overtrædelse af aftaleloven.

Ønsker konkurskarantæne til ledelse

Udover konkursbehandlingen har kuratellet rejst en sag om konkurskarantæne mod den tidligere ledelse i Lauritz.com.

Der er tale om om Bengt Sundstrøm, som var bestyrelsesformand, og hans hustru, Mette Sundstrøm, som var administrerende direktør. Derudover omfatter sagen om konkurskarantæne også Preben Vinkler Lindgaard, som var finansdirektør i Lauritz.com, og Tue Byskov Bøtkjær, der sad i bestyrelsen. 

Af indstillingen om konkurskarantæne, der blev sendt til Sø og Handelsretten i maj sidste år, fremgik det ifølge Ritzau, at kuratellet vurderer, at medlemmerne af ledelsen har begået groft uforsvarlig forretningsførelse.

Blandt andet vurderer kuratorerne, at Mette Sundstrøm og Bengt Sundstrøm har sammenblandet Lauritz.coms økonomi med deres egen. 

»Denne adfærd har været medvirkende til en forøgelse af kreditorernes tab,« fremgik det af indstillingen.

Både Preben Vinkler Lindgaard og Tue Byskov Bøtkjær »var eller burde være bekendt med sammenblandingen« af virksomhedens og parrets økonomi, vurderer kuratellet desuden. 

Kuratellet, der også tæller Rune Derno fra Advokatfirmaet Poul Schmith, har også rejst et krav på 26,6 millioner kroner mod den tidligere ledelse.